Jeg samler på poetiske øjeblikke, men kan man virkelig få det ved et ride stævne?
Svaret er ja, hvis man giver sig lov.
Søndag den 10. september afholdt Ridecenter Strålen og Rideklub Strålen på Stevns et velbesøgt Special Olympics stævne – stævne for ryttere med udviklingshandicaps. Det er desværre ikke så tit, der bliver afholdt stævne for netop denne ryttergruppe, hvilket er en skam.
I strålende sol ankom 15 ryttere i deres fineste puds med trænere, forældre, pædagoger og venner.
I Special Olympics-ridning rides der altid på lånt hest, og rytterne har ved tilmelding medsendt et profilskema, hvor ønsker til hest fremgår.
Alle ryttere får tildelt en hest til afprøvning, og er dette match ikke optimalt, får de tildelt en anden. Denne bliver så den hest, de skal bruge hele stævnet igennem.
Strålen er et stort ridested med omfattende ridefysioterapi og har derfor mange heste. Kun to bytninger, ellers gik alle hestene kun med en rytter, hvilket er en stor luksus.
Poesien opstod da rytterne sad op på den tildelte hest. Man kunne tydeligt, se at det var den rette kombination. Deres ansigter lyste simpelthen af glæde. Så kunne ridningen begynde – ja de skulle så lige divisioneres ind i grupper, således at de red mod ryttere på samme niveau.
Der blev virkelig vist fin dressur, og dommer Mette Koch fik vist også en god oplevelse ved at dømme noget helt andet, end det hun er vant til.
Efter dressuren var der præmieoverrækkelse med røde rosetter til førstepladserne og så nogle meget flotte rosetter fremstillet specielt til lejligheden til samtlige ryttere. Gaver var der også, idet klubbens formand Gitte Rasmussen havde fået sponseret nogle fine præmier.
Så blev der sat en working trail bane op, og denne disciplin lukkede og slukkede stævnet. Der var fart over feltet for det gjaldt om at gennemride banen på kortest tid og uden fejl.
Til slut kunne stedets ejer Heidi Dyhrberg Andersen sige tak og på gensyn. Gensyn bliver der afgjort da alle gav udtryk for at det havde været et fantastisk stævne på et fantastisk sted.
Stor tak til alle hjælperne, som gjorde deres til at stævnet forløb så godt.
Inger Albertsen
Pararideudvalget