Stevns Y’s MEN’s CLUB – Virksomhedsbesøg – Den 2. Maj 2013
Denne aften var vi på vores traditionelle årlige virksomhedsbesøg på en solbeskinnet Maj aften. Vi besøgte Rideklub Strålen Maglebyvej 11 i Strøby, en velbeliggende rideklub privatejet af Heidi Kleven. Ud over at fungere som rideklub for de almindelige unge heste interesserede mennesker (fortrinsvis piger), har den et kæmpe potentiale i funktionen som rideklub for handicappede, også de meget fysiske handicappede mennesker i alle aldre, lige fra under 2 år og op.
Vi blev budt velkommen af en af de daglige ledere Gitte Rasmussen, som viste os rundt på de udendørs beliggende arealer, hvor vi så en flok raske unge piger ride rundt på deres heste i dertil indrettede ridefolde. Ejeren Heidi Kleven trådte til og fortalte os om rideskolens Start og hendes egen baggrund for at drive en sådan handicap rideskole, hvilket har været en 7 årig uddannelse, heraf ca. 3 år i Tyskland. Heidi købte rideskolen i 2005 og har virkelig formået, at gøre handicap ridning til en helbredende faktor for mange, meget stærkt fysisk svage mennesker, lige fra under 2 års alderen og op. At drive en sådan handicap rideskole er ikke blot, at have hestekendskab, det kræver virkelig stor viden om diverse fysiske sygdomme og mangler. Blot et enkelt forkert hjælpegreb på de handicappede, og det kan gå gruelig galt, men Heidi har lært, hvordan hestekroppens bevægelser hjælper på de menneskelige knogler og led.
Vi overværede ridning med 3 vidt forskellige personer, og så hvorledes Heidi og hendes hjælpere, ikke blot hjælper de handicappede op på hesten, men også hvordan man på hestens ryg masserer og strækker lemmer og led, og en 2 årig dreng strålede som en sol oppe på hesten, hvor han 2-3 gange ugentlig får massage og ridetur på hesteryg sammen med sin mor.
Vi så en 18 årig pige, der var født med utrolig skæve vinkler på sine ben, og derfor har været i gennem flere store operationer, senest for få måneder siden, hvor hun fik benene drejet 35 grader. Vi så hvorledes hendes gang efter ridning blev helt synligt forbedret. Sidst en 56 årig kvinde, der blev hejst op på hesten med kran og placeret i en helt speciel indrettet saddel, og hvorledes disse rideture havde gjort det muligt for hende, at kunne gå selv, i en såkaldt vandregang med gelændere på hver side.
Efter disse rørende oplevelser, samledes vi til spisning i et møderum med Heidi og nogle af hendes hjælpere. Der var livlig spørgelyst, og vi fik rigtig mange gode svar og forklaringer om hvorledes handicapridning kan have meget store helbredende virkninger.
Et ganske spændende virksomhedsbesøg, men også et berigende besøg, der virkelig gav os stof til eftertanke.
Referent: Arne Kjeldsmark